Starten på bassinerne var anlægget
af karantænebassin og brøndene til rensningsanlægget, da de skulle ligge
under terrassen, så de var nemme at komme til, men stadig skjult for
udseendes skyld.
Rensningsanlægget består af en Edo sive og en poly geyser 6,5, en RED
DRAGON pumpe på 16 m3/t, samt to 55 Watt UV lamper.
Selve karantænebassinet har til daglig en gennemstrømning af vand fra de
store bassiner, men kan separeres med sit eget rensningsanlæg, bestående
af en pumpekapacitet på 6000 l/t og et OASE filtoclear 11000.
Det var dyrt i indkøb, men vi har absolut ikke fortrudt, at vi investerede
i dette system, for nu hvor det har kørt første sæson, kan vi godt se hvor
nemt det har været, at have med at gøre. Det har taget 5 min om dagen at
rense ud for trådalger og blade, så vi har kunnet nyde fiskenes leg i
stedet.
Vi havde jo et guldfiskebassin med åkander i forvejen som lå der hvor
vores koidam nu er, så guldfiskene og åkanderne kunne jo belejligt nok gå
i karantænebassinet, mens vi fik både koibassinet og det nye
guldfiskebassin anlagt.
Med hjælp fra familien, venner, kolleger, og en lille 800 kg gravemaskine
og en motorbør, fik vi fyldt fire containere med jord og ler på fire dage.
Det tog så lang tid fordi vi næsten mistede en dag på at få den store sten
der står oppe i haven op fra 2 meters dybde. Den lå præcis så langt væk og
i den dybde at den ville have været oplagt at lade den ligge, men Fruen i
huset synes den ville være dekorativ i haven som kongesten, så der måtte
fire mand og en trefod med talje til at få den op. (Gravemaskinen kunne
nemlig ikke stille noget op for stenen var tungere end den.)
I 2 meters dybde rendte vi ned i grundvand, selvom vi bor på toppen af en
bakke, så vi måtte købe en dykpumpe for at holde bunden tør, så vi kunne
arbejde dernede.
Der er på to sider op mod terrassen understøttet med legablokke og på to
sider forskallet med træplader for at få
stabilitet på siderne af koibassinet og helt lodrette vægge. Guldfiskebassinet er kun 1 meter dybt,
men de er heller ikke vant til mere. Til gengæld har de fået næsten fire
gange så meget vand at gå i.
Til sådan et projekt hører der en masse planlægning, fordi man både skal
tænke på sommer og vinter, samtidig gider vi ikke se på en masse
rørledninger til bassinerne, så alt er gravet ned inden montering og
samling, på nær UV lamperne og de rør og ventiler som sørger for
tilbageløb til søerne. Der er nemlig forskel på vandflovet sommer og
vinter, så der ikke sker en for stor afkøling af vandet om vinteren.
Ideerne til det fik vi stor hjælp med af Lars Lyngkilde fra EDOKOI i
Harlev.
Alt
fiskevand i haven er indbyrdes forbundet og det kan måske være både godt
og skidt, for vi kan flytte fisk hvorhen det skal være uden at de får
vandchok, men sygdom kan selvfølgelig også spredes til det hele så.
Vurderingen er dog at med dobbelt kapacitet og kvalitet af rensningsanlæg,
så har vi givet de bedste betingelser for at vandkvaliteten altid er i
top. Vi havde i begyndelsen da vi fik vores fisk hjem, nogen problemer med lidt
sygdom, og der var store bekymringer fra vores side, om hvad det kunne
skyldes. Med lidt sårbehandling og kalium-permanganat og antiparasitbehandling så blev det godt igen.
Vi mener det kom sig af at
vores vand ikke var ”modnet” nok, dvs. for vandværksfriskt. Vi har nemlig
ikke haft problemer med de fisk vi har erhvervet senere. |