Haven

 

Januar 2006

 

Da vi for et par år siden talte om at gøre noget ved haven, som på grund af ombygning af huset, var blevet noget forsømt. Blev vi enige om at prøve at gøre den japansk inspireret. Vi havde i 1995 gravet en lille havedam til guldfisk, og den havde vi så stor glæde af, at vi var parat til at springe ud i noget større i den retning.

Rhododenron bed og vogterstenen

 

I en japansk have måtte der nødvendigvis være koi’er. Derfor måtte vi starte totalt forfra med at finde ud af hvordan det skulle gribes an, da vi var totalt blanke på det område. Så nettet blev flittigt besøgt og Edokoi i Harlev ligeså. I foråret 2006 begyndte vi så at grave ud til terrassen og grave karantænebassin og ”brønde” til rensningsanlæg, så alting kunne skjules under den træterasse vi gerne ville have. I efteråret samme år begyndte vi at grave ud til søerne. Vi fandt nemlig ud af i al vor søgen efter informationer, at koi’er har en tendens til at æde alle planter som måtte være i deres nærhed.

Dragen af Sven Jensen, Frederiksværk

 

Da fruen i huset er meget glad for de åkander vi havde hos guldfiskene, måtte vi nødvendigvis lave et bassin til dem også.

Koibassinet skulle være ved terrassen, så vi kunne nyde dem på tæt hold, og stort (ca. 30 m2), så der var plads til store fisk, og dybt (ca 2 m) nok til at de kunne overleve vintrene.

Opstammet lærk med sanzon opstilling

 

I foråret 2007 var vi klar med bassinerne og nu skulle vi anlægge have. Der skulle være niveauer og afgrænsede bede. Vi skulle have små træer af forskellig ”japansk” art, bunddække ad libitum, og masser af sten, så der blev kikket i bøger og blade, for at få inspiration og ideer. Det har taget hele sommeren 2007 at få det til at gå op i en højere enhed, og på trods af små uenigheder, er vi vældig godt tilfredse med det foreløbige resultat. Nu skal det bare vokse til, så må vi se om der skal ændres på noget. Man bliver vel aldrig helt færdig med sådan en have, for japanerne stiler jo altid mod det perfekte, så hvorfor skal vi lade os nøje.

Femstensgruppe

 

Da der nødvendigvis må være en bro i en sådan have hvor der er vand, så har vi selv bygget en af sibirisk lærketræ, da vi ikke ret godt kan overfladebehandle træet pga. udvaskning i søerne. Det indeholder nemlig så meget harpiks at det faktisk er præpareret fra naturens hånd. Det har taget en hel sommer at konstruere broen, fordi den er limet sammen af brædder, men vi er godt tilfredse med det endelige udseende.

Før

Efter

 

Det eneste træ som er tilbage fra dengang vi købte huset i 1988, er et gammelt æbletræ, som var kimen til ideen om en japansk have, fordi det oprindeligt var en del af et espalier bestående af 7-8 æbletræer. De gik ud efterhånden, men det overlevede, og blev klippet i form, og gør sig vældig godt hvor det nu engang er, og giver nogen gode æbler stadigvæk.

August 2007

 August 2009

Brændeskuret og redskabsrummet for enden af haven skal falde ind i stilen, så der er kommet lidt ”svaj” på taget, og skal ende med at ligne et tehus, med en lille atriumgård i midten. Det er også lavet i lærketræ så vi er fri for at smøre det med noget giftigt.